|
Kort over den sydlige del af turen.
|
Vores vandretur syd for Jakobshavn Isfjord startede søndag 15. juli 2001, hvor vi ankom til Qasigiannquit med færgen fra Aasiaat. Vi ankom uden helt at vide hvor de næste 11 dage ville bringe os hen. Allerhelst ville vi ud på Isua og opleve Jakobshavns Isbræ fra sit udspring. Diskobay Hotel var ikke til meget hjælp, men det var Laila på museet til gengæld. Fangerne fra Ilimanaq, der kunne sejle os ud til Isua var alle på sommerfangst i Tasiusaq. Laila arrangerede en sejltur ind til bunden af Eqaluit (Laksebugten) og vandreturen til Hytterne blev derved halveret. Da vores rygsække var (for) tungt pakket med mad var 'liftet' kærkomment. Selvom vi aldrig nåede til Isua fik vi 11 uforglemmelige dage fyldt med naturoplevelser og solskin. Dyrelivet ville vi godt have set mere til. Vi fik hovedsagelig æren af myg.
Vi gjorde os en række erfaringer om terræn og rutevalg undervejs:
HOLD HØJDE. Anstrengelserne opad belønnes med et stenet og hårdt terræn, færre myg og en fantastisk udsigt.
SVÆRHEDSGRAD. Sværhedsgraden der er angivet på Greenland Tourisms kort er i høj grad fastlagt udfra afstanden til den nærmeste by/bygd. De stejleste og sværeste stigninger oplevede vi langs Tasiusaqs sydkyst og omkring Iterleq.
DAGSMARCHER.
Regn med at kunne tilbagelægge 1½ km til 2 km i timen. Kortføringen er tidskrævende,
der er ingen stier og der skal være rigelig med tid til at nyde den skønne natur
(især langs Isfjorden).
|
|
Kort over den sydlige del af turen.
|
VANDRETUREN DAG FOR DAG
16. juli. 16 hårde km med en ½ Kathrine i rygsækken.
(Bunden af Eqaluit – Hytterne, 16 km, 9 timer.)
Sorte tunge skyer hang desværre lavt over os allerede fra morgenstunden. Vi forventede at turen
gennem Eqalullakaat var en rigtig begyndertur. Vi slap for sump, men turen ud til Ingaasap Tasia
var desværre en alenlang hoppen mellem og på tuer.
Det var derfor tiltrængt at opleve den hårde marine terrasse syd for Ingaasap Tasia. Men ak, vi blev
mødt af en kødrand af sultne myg.
Vi nåede trætte frem til Hytterne og krøb i ly for myggene. Hyttens logbog fortalte os at der
sidst havde været folk forbi i marts 2001.
17. juli. Velkommen til Indlandsisen.
(Hytterne – Isersiutit, 20 km, 10 timer.)
Vi lod halvdelen af vores mad stå tilbage i hytterne og kunne derfor nyde dagens tur fra første færd.
Turen ud til nordspidsen af Akiamiut Tasersua var ren barnemad, så farten var høj. Vi havde frygtet et
par vad, men de var så udtørrede at de end ikke kunne give drikkevand.
Kroppen kom på sin første rigtige prøve da vi efter en god solbeskinnet frokost skulle op på Akiamiut.
Vel oppe kunne Indlandsisen skimtes i horisonten. Akiamiut er stenet og fyldt med små søer. Vær
opmærksom på at kun de største søer er aftegnet på kortet. Vi slog lejr med udsigt over Indlandisen.
Desværre kom regnen kortvarigt ind over i løbet af natten.
18. juli. Er der mon vand i Tininnilinnguaq?
(Isersiutit – Tininnilinnguaq, 16 km, 8 timer.)
Vi var dårligt startet ud før vi måtte stoppe og nyde udsigten over Saqqarliup Sermia. Synet
blev kønnere jo tættere vi kom på Tininnilinnguaq
(som tidligere hed Lille Tininnilik). Udfordringen lå i at finde drikkevand, ikke
mindst fordi vi tabte en af 2 fyldte vanddunke.
Synet af Lille Tininnilik var ventet længe. Da alting virkede så tørt forventede vi at komme
til en udtørret sø. Søen lå imidlertid 25 m over normal vandstand, den var 10 gange større end
aftegnet og den kostede os en omvej på 5 km. Da vi var nået den lange vej uden om Lille Tininnilik
begyndte regnen så vi krøb i poserne.
|
Saqqarliup Sermia set sydfra, i baggrunden Saqqarleq. |
19. juli. En omvendt dag.
(Tininnilinnguaq - Seersinnerup Tasia, 9 km, 5½ time.)
Regnen holdt os inde i teltet til kl. 16.00. Da havde det gode vejr, der lå ind over
Indlandsisen endelig sejret. En time senere begyndte dagens vandring. Tininnilik var en
eventyrlig oplevelse - halvt indhyldet i tåge og langt under højvandslinien.
Vi gik
over Qooqqortuut Kangimut Isuas hårde terræn til Seersinnerup Tasias sydlige spids, hvor trætheden og
endnu en regnbyge indhentede os.
20. juli. Støvlerne gav op overfor vandet.
(Seersinnerup Tasia - Akiamiut Tasersua vestlige arm, 14 km, 8 timer.)
Efter en god nats søvn stod vi op med udsigt til tunge skyer. Turen langs kysten af
Seersinnerup Tasia gik gennem vådt krat. Støvlerne havde vi selvfølgelig ikke fået smurt,
så inden længe gik de første dråber igennem. Ved Akiamiut Tasersuas sydlige spids tog vi
dagens første pause og så hvordan de sidste sorte skyer blev afløst af blå himmel. Lykken
blev kort, da myggene stortrives i den svage vind.
|
Myg på Kathrine. |
Vi valgte at dreje fra mod Nuussutapdalen og pludselig var vi på vej ned i en grøn (alpe) dal. Den skal prøves. Efter et vanskeligt vad, hvor Akiamiuts Tasersuas vestlige arm løber ud i Nuussutap Kuua var dagens kræfter brugt op og vi kryb i ly for natten.
21. juli. En afstikker til 5-stjerner.
(Akiamiut Tasersuas vestlige arm – Hytterne, 16 km, 8 timer.)
Allerede fra starten lignede det lykkens dag. Solen skinnede og turen til Akiamiut Tasersua’s
nordlige spids var barnemad. For at undgå samme vej tilbage til Hytterne tog vi øst om Eqalullakaat
og blev belønnet med en fantastisk udsigt over Saqqarleq. Vi holdt højde indtil "350 m"-
toppen. Turen ned var våd og fyldt med anstrengende tuehopperi. Det kan ikke anbefales
at tage turen opad. Vel tilbage ved hytterne tog vi et velfortjent "bad" og fik vasket
tøj i opvaskemiddel. Den seje af os afsluttede dagen med en svømmetur i aftensolen.
|
Kort over den nordlige del af turen. |
22. juli. Mødet med menneskerne.
(Hytterne - Eqalunnguit Kuua, 12 km, 7 timer.)
Vi følte os temmelig rene da vi kom afsted hen ad formiddagen. Men lykken blev kort, da vi
straks fra start fik en udmattende tur op. Vi kom op i et stenet terræn, der gav associationer
til en bocciabane. Kort efter stødte vi på turens første og eneste vandrende folk.
Vi valgte at holde højde ved Paarnat Tasiat og fik det første glimt af Jakobshavn Isfjord
med Diskobugten i horisonten. På turen videre til Eqalunnguit Kuua var der et par meget
stejle nedstigninger, der blev efterfulgt af en tur gennem en overkogt myggeholdig gryde.
Vi slog lejr med den fossende Eqalunnguit Kuua i baghaven. Hen under aftenen fik vi selskab af
skrigende børn. Det var altså blandt andet her fiskerne fra Iliminaq tilbragte
sommeren med ørredfangst.
23. juli. Spandevis af højdemeter.
(Eqalunnguit Kuua - Tasersuaq Qalleq, 16 km, 8½ time.)
Hen under natten satte regnen ind. En dårlig start på dagen og den blev ikke bedre da havregrøden
smagte af opvaskemiddel (der ved en fejl var sendt tilbage til Danmark fra Aasiaat). Heldigvis
klarede det op ind over Kiakkusuk. Sletten frem til Kiakkusuk havde vi delte meninger om. Geologen
synes den var spændende, mens økonomen fandt den ensartet og temmelig nedslidende.
Efter at have hilst på et par fiskere ved Kiakkusuk gik turen kraftigt opad. Det stenede underlag
var heldigvis tørt. Vel oppe blev vi mødt af det stille hav. Turen langs med Tasiusaq bød ikke på
mange nye oplevelser. Dog var myggene som sunket i jorden.
24. juli En skyfri dag langs Jakobshavn Isfjord
(Tasersuaq Qalleq - Qaqqamiut 11 km, 9 timer)
Vi vågnede op til en skyfri himmel og kunne ikke komme hurtigt nok afsted. Første udfordring var
at komme den stejle vej ned til Iterleq. Et kort øjebliks uopmærksomhed og vi farede vild fra hinanden.
Efter at have sundet os oven på den oplevelse fortsatte vi rundt i Iterleq. Vi kunne heldigvis komme
rundt ved at hoppe fra sten til sten i vand(is)kanten. Vandstanden var 60 cm under det højeste højvande og
man skal nok ikke udelukke at det kun er muligt at komme rundt ved det værste
højvande ved nogle steder at tage en tur gennem vandet.
Det var et imponerende syn at stå en skyfri dag og kigge ud over Aallaaniarfik og Jakobshavn Isfjord.
Det skal bare opleves. Vi efterlod rygsækkene og begav os ud på spidsen, hvor vi tilbragte 2 timer med
at stirre ud over fjorden. Et imponerende syn. Til aften satte vi os ved Qaqqamiut og nyd ½ l varm cacao
til solnedgangen over fjorden.
|
Qajaa set fra Aallaaniarfik. |
25. juli. En knækket skibskiks.
(Qaqqamiut – Eqi, 12 km, 7½ time.)
Endnu en skyfri dag ventede forude. Tempoet var højt, da de store flade sten var perfekt vandreterræn.
Vi forfaldt til en længere pause, da Eqi kom til syne 10 km væk. Herefter kom tuehopperiet desværre igen.
For første gang kunne vi nyde frokosten iført shorts. Efter knap 3 uger i Grønland måtte vi sande at selv
en skibskiks kan knækkes i rygsækken.
Vi havde frygtet det værste om sletten ude ved Eqi, men kunne ånde lettet op. Den var næsten tørlagt.
Sletten var dog for kedelig, så vi fandt tilbage til kysten. Det blev en lang tur da store dybe kløfter
konstant tvang os ind i landet. Ideen om at sove ude ved Eqi blev droppet, da vi tvivlede på om der var
drikkevand. I stedet tog vi en aftentur ud til Eqi. Det blev en spændende tur, hvor vi havnede midt i en
gammel gravplads. Dagen sluttede med en solnedgang over Eqi.
26. juli. Farvel Fjeld.
(Eqi – Ilimanaq, 7 km, 2½ time)
Vi kunne hurtigt enes om at det var den stigende stank fra tøjet og det manglende bad, der fik os til at
længes efter at komme til Ilimanaq. Vi fandt aldrig stien, men det gjorde ikke noget for sletten var
hård og hurtig at gå på.
Efter 2½ time lå Ilimanaq forude. Vi satte os med udsigt over bygden og nød den sidste pose snacker.
Pausen blev på 2 timer i bagende solskin og med udsigt til to legende hvaler. Sulten tvang os til
Ilimanaq, hvor et dags gammelt formfranskbrød bragte stor lykke. Efter en tur rundt i bygden tog vi
færgen videre til Ilulisaat. Jakobshavn Isfjord er imponerende når den passeres med skib, men intet kan
måle sig med de seneste par dages oplevelser langs fjorden.
|
Tilbage i civilisationen. |
Skrevet af Kathrine Hedegaard og Gitte Larsson