Så skulle det store fiskeeventyr ved Lakseelven starte. Vi startede kl. 8 med morgenmad på Disco Bay Hotel. Halvanden time senere stod vi alle 8 ud af Qasigiannguit i en stor motorbåd. Først sejlede vi til den forladte bygd Akulliit på øen af samme navn. Den var dog ikke mere forladt end at der af og til boede mennesker der for at jage eller fiske – for ikke at glemme en sommerkoloni for skolen i Qasigiannguit. Vores skipper skulle også lige kigge til et par underkæber fra en finhval, han havde været med til at nedlægge vinteren før. Underkæberne var en 6-7 meter lange…

Bagefter gik turen ind til udmundingen af Lakseelven. Her var så lavvandet, at vi måtte roes ind til land i en lille jolle. Det tog flere omgange, og bedriften blev ikke mindre imponerende af, at der ikke var åregafler på jollen. Det lykkedes dog at få alle sat i land, og efter en noget forsinket frokost – vi havde da været afsted i 5 timer med båden – gik vi et par kilometer op til en sideelv, der er udløbet fra Kangersorngup Tasia. Ved selve hovedelven stod to grønlændere og trak vod med et net. De fangede en masse ørreder, og påstod, at den måde at fiske på var helt lovlig. Vi havde nu vores tvivl.

Efter et par timers forgæves fiskeri i sideelven, gik vi over til hovedelven, da grønlænderne var taget hjem. Og så vendte lykken. I løbet af kort tid lå der 4 ørreder klar til stegning på Trangiaen.

Det var en noget træls dag. Efter 14 dage fik vi nu en gang rigtig regnvejr med blæst og temperaturen krøb ikke meget over 6 grader. For dog at lave noget gik vi op til Kangersorngup Tasia for at fiske. Der var der dog lige så lidt held som ved dens udløb dagen før, og midt på eftermiddagen gik vi tilbage til lejren. Et par timers fiskeri ved samme sted på hovedelven som dagen før gav igen gevinst. Dog var der kun 2 ørreder denne gang, men de var store.

Om natten kom der en storm forbi, hvilket betød at vi omkring midnat måtte ud og lægge sten på pløkkene og spænde ekstra barduner i et enkelt af teltene. Men teltene holdt!

Endnu en våd dag. Det skulle dog vise sig at være den sidste rigtig våde dag, vi oplevede på Grønland. Men den var nu også våd, for bortset fra et ophold omkring frokost, så regnede det stort set hele dagen, og temperaturen holdt sig omkring 5 grader. Vi pakkede lejren sammen og begav os op til Kangersorngup Tasia, hvor vi tog afsked med den anden gruppe, der derfra tog op på fjeldet for at begive sig til Qasigiannguit den vej. De fik sne i stedet for regn…

Vi andre gik op til enden af søen, før vejret blev for surt, og vi slog lejr.

Vi gik over passet vest for punkt 348 nord for Kangersorngup Tasia og højre om Taseq Ammalortoq nedenfor. Elven fra nordøst, der munder ud i søen viste sig lidt vanskelig at passere, men det gik, og vi nåede søens sydvestlige udløb før vi slog lejr i passet mellem søerne Taseq Ammalortoq og Naajalikasiup Tasia. Det var en meget smuk lejrplads, og myggene var ikke for slemme. Vejret havde også ændret sig væsentlig til det bedre, og humøret steg en hel del takker.

Undervejs på dagens vandring havde jeg adskillige gange fået lyst til en god whisky, og det slog mig pludselig, at der måske var en grund til dette. Og ganske rigtigt: min 12 års Bowmore – lidt luksus skal man jo have plads til - havde lækket i rygsækken, hvorfor vi var nødt til at dele den om aftenen. Min rygsæk dufter nu lifligt af whisky, og den skal ikke vaskes foreløbig. Det hjalp også noget på humøret at dele den, ikke mindst da vi så også delte den julebryg, som ellers var reserveret en tur op på en klippeknold i midnatssolens skær. Men det forehavende blev vi nu nødt til at opgive – der var hele tiden skyer eller fjelde i vejen.

Hele dagen gik med at vandre ned gennem dalen Salliup Tunua, og vi nåede ned til godt midten af Salliup Tasia. Hele vejen gik vi med den utroligt flotte og 3-400 m høje skrænt Salliup Alanngua.

Det var dog ikke helt problemfrit. En havde problemer med maven, og havde ikke fået særlig meget at spise, og efter frokost gik han sukkerkold og vi kom kun langsomt fremad. Indtil da havde det været 15 grader og solen kunne ses gennem nogle højtliggende skyer. Efter frokost blev terænnet langs Salliup Tasia noget træls – knoldet mose og eng på en svag skråning med stenede smeltevandskløfter spredt ud med jævne mellemrum. Det gav også sit bidrag til den nedsatte hastighed. Det sidste bidrag kom fra vejret, der gik hen og blev for godt: solen brød igennem og temperaturen steg til 25 grader og vinden lagde sig. Det betød også, at myggene kom frem og gik til angreb med hidtil uset styrke. Vi har aldrig før eller siden set så mange myg på en gang. De forsvandt først, da solen gik bag bjergene.

På grund af høj- og lavvande tidspunkterne havde vi ikke regnet med at kunne passere Strømstedet denne dag, så vi tog det meget roligt langs elvudløbet fra Salliup Tasia. Der var lidt problemer med at nå tørskoet forbi Qorlortup Qalliup Tasia, men vi nåede frem til Strømstedet omkring kl. 15. Da vi nåede dertil fandt vi også de andre, der dagen før var kommet ned fra højderne. Det viste sig, at de havde haft lejrplads 1½ km fra vores, hvilket også forklarede de fodspor i mosset, vi til vores forbløffelse fandt tæt på vores lejrplads.

Naturen har det med at overraske. Vi havde kontrolleret, at der var højvande på det tidspunkt på dagen, da vi blev sat i land ved Lakseelven, ca. kl. 17. Vi havde derimod overset, at højvandet flytter sig ca. 1 time om dagen, betød at der faktisk var lavvande ved Strømstedet kl. 18. Så lige pludselig kunne vi faktisk alligevel passere – om end det til tider var lidt vel spændende. Men med god hjælp fra en grønlænder gik det, og vi gik så de sidste 5-6 km ind til Qasigiannguit. Vi slog lejr på campingpladsen og kunne nyde hundenes hylen og branden i lossepladsen…