 |  |
Stien fra Christianshåb til Strømstedet | Kort over ruten, dag 1 og dag 2 |
Vores tur blev arrangeret af Qatanngut-gruppen, en dansk-grønlandsk venskabsforening, der bl.a.arrangerer rejser til Grønland.
Ialt var vi 9 deltagere, som var delt i 2 grupper, i min gruppe var vi 5. Flyveturen fra Kangerlussuaq endte i Aasiaat (Egedesminde), og derfra
sejlede vi med rutebåd til Christianshåb (Qasigiannguit).
Efter ankomst med båden til Qasigiannguit finder vi en vejkant lidt væk fra havnen, hvor vi spiser vores frokost og deler provianten til de næste 4 dage imellem os. Inden vi forlader byen tager vi et besøg på Poul Egedes museum.
Da vi har fået stillet vores museumstørst, tager vi rygsækkene på og går ad
vejen forbi museet ud gennem byen. Bag
ved byen ligger hundene, og det lykkes os at
sno os imellem dem uden at komme alt for tæt på. Vejen bliver til en smal og
knoldet sti, som følger en højderyg med Flyversøen nede til højre.
Terrænet bliver mere og mere kuperet, og
sveden kommer frem på panden. Enkelte steder må vi tage hænderne i brug og
støtte os til klipperne, idet vi passerer et skrånende klippeområde. En af mine
medrejsende forsikrer mig om, at dette er det vanskeligste stykke, og at resten
af turen til Ilimanaq vil være "let gået". Det ville det muligvis
også have været, hvis ikke vi havde haft 20 kg på ryggen. Faktisk blev det kun
vanskeligere fra nu af, og vi burde have glædet os mere over at gå på denne
smalle beskedne sti, som viste sig at blive den eneste sti, vi kom til at gå på
i de næste 3 uger.
| |
Stien fra Christianshåb til Strømstedet | Kort over ruten, dag 1 og dag 2 |
Efter et par timers gang når vi Strømstedet - et vadested med en strækning på ca. 100 meter,
der ved lavvande skiller Flyversøen fra Laksebugten. Strømstedet krydses ved
at gå fra sten til sten. Heldigvis havde vi hjemmefra studeret
tidevandstabellen grundigt, således at vi vidste, at der var lavvande da vi
nåede frem ved 17-tiden, og forholdsvis ubesværet kunne gå/springe fra sten til
sten uden alt for mange våde sokker - dog tager det sin tid, da man hele tiden
skal være i balance med den ekstra vægt på ryggen. Her gjorde vandrestavene
underværker!
 |
Strømstedet ved lavvande |
Da vi når den anden side,
slår vi lejr og får øjeblikkeligt bekræftet at Myggesøen har et passende navn -
her møder vi vores første rigtige myggeplage, som skulle følge os det meste af
den resterende tid i Grønland.
Næste morgen fortsætter vi vores tur nord på. De første par timer går vi i den sumpede og svært fremkommelige dal, vores march-hastighed ligger vel på 1 km i timen, solen bager ubarmhjerteligt, myggene sværmer og sveden hagler. Vi finder dog ud af, at hvis vi går op på højderyggen, har vi ikke blot bedre overblik, men vi kan gå lidt hurtigere, da grunden er fastere og nogle steder er der længere strækninger med klippe. Her har vi udsigt til de langstrakte søer på vores højre side og Laksebugten til venstre. Solen skinner i de smukke søer, luften er kølig og klar og til højre rejser de grønne buede fjeldsider sig. Bagude kan vi skimte Isfjorden og Diskoøen - et dejligt syn, der følger os på næsten hele turen.
Drikkevandet tager vi fra de små bække, der med jævne mellemrum risler ned fra fjeldene - fantastisk smag!
Vi går på en tange mellem Laksebugten og søen Qooquttuup Tasia og holder pause ved søen. Her bliver der luftet fødder, slået smut og studeret eksotiske vadefugle. En enkelt turdeltager tager såmænd en svømmetur. Herefter går vejen videre over et meget stejlt pas. Her er der kun en vej, og det er op, og ikke noget med at læne sig bagud med rygsæk på! Vi går ca. 10 skridt, hiver efter vejret, samler kræfter og går 10 skridt igen…. - efter ½ times knoklen nåede vi op, og så går det lige så stejlt nedad igen på den anden side… heldigvis er det et grønt og tuet terræn, som gør, at man har noget at stemme fødderne og vandrestavene imod.
Med rystende ben og meget udmattede kommer vi ned på den anden side og kan
et stykke borte se en lille elv, der risler henover et smukt klippeplateau og
brusende falder ned i den klare lysegrønne fjord.
 |  |
Ved lejrpladsen i bunden af Laksebugten | Kort over ruten, dag 2 og dag 3 |
Ved dette smukke sted slår
vores hold lejr, mens det andet hold fortsætter - dem ser vi først igen i
Ilimanaq. Vi kan se bunden af fjorden med sandbund og tangplanter - det
klareste vand jeg nogensinde har set. Vandet fra elven er perfekt til badning,
madlavning og drikkevand, så aftenens aktiviteter går i gang, og inden længe
har vi indtaget stedet med vores telte, gryder og vasketøj. Der er mest
klippegrund og vores pløkker kan ikke gå i, så vi skal rundt og finde mindre
sten, som bruges som pløkker.
 |
Vandfaldet ved lejrpladsen. |
Min teltmakker er meget inspireret af
den rislende lyd fra elven og vandfaldets brusen og solen, der står vandret ind
på vores lejr, så han beslutter at sove i bivuak på de endnu varme klipper ved
siden af vandfaldet. Efter nogle timer må han dog opgive sit eksotiske
forehavende pga. myg og varme, og kommer krybende ind i teltet.
Vi går nordpå. Elven i bunden af Laksebugten
kunne krydses på sten. Dernæst videre gennem meget svært og næsten konstant
stigende terræn.
 |  |
Fra skråningen mod nord ser vi tilbage mod | Kort over ruten, |
Der var grønne og sumpede tuer. Benene skal løftes højt for hvert skridt, og oftest er det nemmere at gå fra tue til tue, hvilket kræver konstant koncentration og balance. Vi kæmper os op over den ene højderyg efter den anden, for blot at konstatere, at der bagved denne gemmer sig en end højere ryg og bag ved denne endnu en - det er svært at afstandsbedømme og ordene "bare" og "lige" er bandlyste i forbindelse med vurdering af gå-afstande og tid. For eks. er der i Grønland ikke noget, der hedder "det er lige rundt om hjørnet" eller "vi skal bare lige over det der bjerg". For måske er det "lige" der, men det er muligt at der er en stor afgrund eller et upassérbart vandløb imellem, som kræver en omvej på 1 dags tid eller mere… desuden er det vanskeligt at afgøre alene ved hjælpe af øjet, om et bjerg er 5 km eller 50 km væk.
Da vi er ved at være trætte, finder vi en lejrplads på et plateau med en
sø til den ene side og fjorden Tasiusaq nedenfor til den anden side med de første
spæde isklatter.
 |
Lejrplads i højlandet |
Før vi
kommer helt hen til Tasiusaq igen, skal vi passere et stort vådområde med en
masse søer med tanger af sand og sump imellem. Heroppe fra plateauet af har vi
fint overblik og kan nemt se hvilken vej, vi skal sno os imellem søerne for at
nå tørskoet igennem.
 |  |
Nedstigning gennem blokmark | Kort over ruten, dag 4 |
Vi passerer ned igennem en blokmark langs et vandløb og kommer ned til vådeområdet. Her ser det ganske anderledes ud; overblikket er væk, søerne passer ikke helt med kortet, og vi må prøve os frem… det lykkes os mirakuløst at komme tørskoet igennem… men det andet hold måtte vade en del…
Vi holder pause ved en sø og tager den sidste tørn til Ilimanaq, Claushavn på dansk. Det første
vi ser er kirken med Diskoøen i baggrunden.
 |  |
Her bor Gerth og Rakel Villadsen |
Charlotte kunne ikke stå for |
Vi slår lejr lidt nord for bygden i
højtliggende terræn, i god afstand fra hundene, og med en fantastisk udsigt til
Isfjeldsbanken
ved Jakobshavns Isfjord. Der var en meget ubetydelig sø (vandpyt) med
stillestående vand på plateauet, som vi brugte til madlavning, og ingen tog
tilsyneladende skade af det.
 |
Klipper nord for Ilimanaq |
Om aftenen er der nogle, der tager en gåtur ud til Isfjorden og tager mad
og Trangia med. Det er meget koldt derude, og isen er stor og hvid og tæt
pakket i flotte formationer helt ind til land.
 |
 |
Tom ved Isfjorden |
Isfjorden. Det store isfjeld har bevaret
|
Der er intet frit vand synligt.
Turen tager ca. 2 timer derud, og efter ½ times pause ved fjorden går de
tilbage til lejren. På vejen ser de en vågehval, der blæser luft. Den ligger i
havet, og de kan følge den i kikkerten
fra land på det meste af turen hjem
fra isen.
Denne dag i Ilimanaq går med indkøb i den lokale KNI, vask
og tørring og restituering, inden vi tager vores privat chartrede båd til Saqqaq ved 20-tiden om
aftenen.
Skrevet af Charlotte Andreasen. Fotografier af Charlotte Andreasen, Claus Wulff Nielsen og Tom Løhr.